Ethvert udtryk, enhver hændelse, enhver iagttagelse, sandselighed kan anskues som en ytring. Alt ytrer sig i den forstand. Og som man vel også kan formulere det: Skaberværket ytrer sig, det værker i sit virke. Guds ...fri natur.
Sagt på den måde er det Gudlivet eller hele skaberværket, der ytrer sig i et og alt. Uanset, hvad vi ellers måtte mene og dermed ønske at blive hørt på. Omdrejningspunktet bliver derfor mennesket og menneskenes, vort mellemværende som levende personer på samme jord, samme samfund. Herunder den personlige ytring, der søger at oplyse, kundgøre eller som sagt bare at blive hørt på sit forløsende bud. - Og ellers ville ytringsfriheds-begriberi blive alt for bredt og ligegyldigt.
Guds fri natur eller om du foretrækker den kolde betegnelse, naturkræfterne/drifterne, har ikke noget valg - kan ikke opfattes som et subjekt, der har valgfrihed, da de så at sige ikke mestrer at undlade. Frihed er med andre ord ligegyldige kræfters råden og regering og betyder ingenting for os, førend menneskelivets altid personligt stillede ønske om et hjerteligt befordrende liv på jord indrømmes.
Kort sagt: Menneskelivets samfund på jord er stillet i Guds vold, Guds frie natur eller om du vil den kolde udgave, naturkræfternes/drifternes råden og regering.
Det er under den faktiske, ja jordiske omstændighed menneskelivet lever med, at ytringsfrihed kommer på tale. Nemlig som en HØRELSE, der angår vort liv i Guds vold; livets levende faktum på jord med sine naturkræfter og så videre, gentager jeg i bekræftelse af den fremlagte begrebslige orientering.
Vort mellemværende som mennesker på jord, ikke overfor naturens vilde kræfter, men i adlydelse og udnyttelse af dem til opløftelse af vor samfundsmæssige tilværelse i sin fortsat fredelige gang med vore slægter - det er i den sammenhæng, at ytringsfrihed kommer på tale. Ytringsfriheden angår altså IKKE først og fremmest en frihed - for slet ikke at tale om ret og rettigheder - nej, MEN DERIMOD VOR HØRELSE af menneskelivets gang på jord underlagt skaberværkets kræfter.
Hvordan går det? Hvordan står det til? Sådan, kan man sige, spørger menneskelivets kød til sin tilværelse, fordi det ikke på nogensomhelst måde er ligegyldigt i forhold til vort overlevelsesvilkår. Hverken med hensyn til at aflæse, høre eller adlyde Gudlivet/skaberværket/naturen/vejret/samfundsånden - eller hinanden/hverandre/næsten/børnene/slægten.
Sat på spidsen er det ikke, hvad vi siger, men det, vi hører, der er afgørende for, hvordan det går med os. Og den hørelse er som antydet to-benet: Den angår omverdens situation og den angår vort mellemværende derved, omgivelsen. Omgivelsen; de nære bånd betoner menneskets stærkeste drifter, jeg tænker her på slægten og livets gang i almindelighed med sin person og de medmennesker, der står én nært. Vor hørelse står mao. i et evigt spændingsfelt, der dog kan formuleres positivt, vejledende ud fra det sagte: Vi må via hver vor personlige hørelse, SANDS, sprog- og livsførelse i sin omgivelse af hjerte-nære relationer tro på at omverden er os nådig. Måske ligefrem tro at den også derved vinder noget, ja tager ved lære af vort ære-lige, næstekære-lige sigte med tilværelsen. Og det betyder jo blandt andet, at vi ikke på den ene, anden eller tredje måde ligefremt straffes for vore udtalelser.
Vi må og skal altså også tro på, at vi nok skal blive hørt. Ligesåvel som vi må og skal tro på, at personlige ytringer og ærlige tilkendegivelser aldrig blot angår hver vor lille verden - den såkaldt egocentriske - men derimod giver os STEMME og RETning at sandse os ved. Blandt andet til at tage trykket, som man siger. Samhørighed hedder formålet i den henseende - og du, mit medmenneskelige medhør, kan jo altså ikke afgøre, hvad jeg har hørt, omend du forhåbentlig kan være taknemmelig for, at jeg søger at meddele dig og det omkringværende samfund min kødelige hørelse af at være menneske med al vort samfund i frisk erindring.
Ytringsfrihed handler altså nu som i al evighed om, hvad du og jeg med al vort har på hjertet - i sigte for en tilvejebringelse, ja en fremelskelse af en fællesmenneskelig forstand, der evner at indrømme menneskelivets hjerteligt levende gode på jord. Derved også evner at sandse vor samhørighed og at være ved den med glæde, så samhørigheden kan glide over i samarbejdet, der oplyser og opløfter samfundet videre med de opkommende generationer. Det er sådan, i den ånd og det sigte - FORSYNETs - at vi er givet stemmeretten i Gudlivets eget navn her på jord.
Og hør: Det kan de lovreligiøse sataner, der tilbeder justitsias med hendes ligevægt til afvejning af guldet, altså dem, der tilbeder kapital-statens frihed- og rettigheds-utopier på uendelig overførsels-indkomst ifølge græsk-romersk-kejserlig fornufts-logos-tradition og jura, håndhævet med magt, pistoler, våben, krig og videnskabelig idioti i et væk, ja via sygdomsfremkaldende idealistisk og lovmæssighedsdyrkende livsførelse i de universitære luftlag med deres deraf opdyrkede akademisk-faglige orienterede skoler, socialfascistiske fagforeninger og parti-politiske poldannelserne - det kan de ikke røre en tøddel ved. Aldrig nogensinde og ikke mindst, da den benævnte statslige eller bare lovreligiøse tradition åndeligt set i al evighed vil ligge før Vor tid.
Kort sagt kan den her udskældte åndløse "praksis" kun forhindre os i at vokse i menneskenaturlig sands for samling. Eller mere moderat sagt: Det er ikke grundloven og statens institutioner dermed, der sikrer ytringsfriheden, men menneskenes hjertegode tro på, at livet på jord vil os det godt. Og at vi derved er givet godt nyt via vor faktisk kødelige, personlige omstændighed, ja er givet nye vidnesbyrd at sige og være for hinanden til glæde for al vor kære-ligheds beståen i sin rørelse og videre udfoldelse af samfundets potentiale.
Endeligt skal jeg slutte med en spidsformulering af det sagte hele: Ytringsfriheden diskuteres, fordi de akademiske tegn-tekst-og-tal-fikserede erhvervstraditioner i vesten IKKE i nævneværdig grad kender ORDET. Altså fordi, at de aldrig er blevet oplyst i livet på jord. - De tvivler jo blandt andet stadigvæk gennem endeløs skriftlig produktion, fagnørderi, bogholderi og kontor-regnskab udi konti, uden at bekræfte det forstandigt, forsynsgivne menneskes sag: Vort køds sandselige velværende helligdom som menneskehjerteligt liv på jord i Gudlivets egen grundvold.
Vort samfunds udviklings-sigte og dermed "styreform" er fortsat betegnet ved OPLYST; vi kom fra oplyst enevælde og gik mod oplyst folkestyre. Og den oplysnings-ånd, det hjerteligt opløftende sigte med at ytre sig eller i det hele taget handle, der nu engang altid også foregår i samfundsmæssig sammenhæng, det er med andre ord ikke ingenting. Nej, for dét er netop ordet i sit levende virke via vort slægtsgivne kød, vore impulser med sine mange bånd, vort arbejde, livshistorie, m.v.
Hjertekongens sande oplysningsånd opstår af underet og krones på dansk grund af Deres Majestæt i top. Kongehusets slægt er stillet fuldstændig ligedan, ligeværdigt med os, omend den da også udgør en fornem levende erindring om det, vi som menneske-samfund på dansk grund står for. GUD I VOLD og GUD BEVARE DANMARK med sine slægter og deres hjertegode liv - thi intet menneske kan jo alene gøre dét.
Der er utallige måder at røre og vække vort gode hjerte på, men stemmen er én af dem. Den virker ganske vist kun, når vi hører efter, hvad der i sandhed bliver sagt i åbenbaren, bred forstand og f.eks. ej blot skriver eller læser os ihjel. Gudlivets gode sandhed til menneskene står til troende gennem vor hørelse af dét, vi har på hjertet - altså via vor kropslige sandselighed i sit velvære. Og man kan vist godt sige: at jo bedre vi bliver til at ytre os om dét, altså høre dét, ja lade det ytre sig gennem vort eget velvære dermed, des friere, måske endda rigere bliver vi.
Nkh. Jens Haarp Mortensen
PS: Teksten er forfattet i forbindelse med en facebook-gruppe kaldet Ytringsfrihed - og den ballade, der jo opstår i kølvandet på social-fascismens politisk-økonomisk-justitsiale retstats indskoling af sine borgere. Det var nok især ADMINISTRATORENs pludselige omdøbning af gruppen til "Danmark, en bananrepublik", der faldt mig for brystet. Ikke så meget, fordi, der ikke kunne være noget om snakken, men derimod da den tilkendegivelse de ca. 3000 medlemmer havde bekræftet ved deres medlemskabs klik jo altså ikke stod og ikke var givet under det navn, den titel. - Teksten kan derfor også læses dér, i sin oprindelige udgave. Det vil sige, der er foretaget mindre mundrette rettelser fra den første til den foreliggende.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar